Parcelhusmor

Døden er en mærkelig størrelse. Vi ved alle, vi skal den vej, men det gør det ikke nemmere, når døden kommer. Døden er lettere at håndtere, når den afdøde har levet et langt og godt liv. Her i familien blev det at skulle tage stilling til døden “slynget” lige i ansigtet på mig og Parcelhusfar, da E fik konstateret leukæmi i juli 2017. Da vi fik det at vide, var det min første tanke, at “min pige skal dø”. Der var noget, der pludseligt knækkede indeni, noget der blev knust. Jeg tænkte således, fordi jeg kun havde hørt om dårlige helbredelsesresultater for leukæmi. Men heldigvis var virkeligheden ikke sådan. Der er flest gode historier om helbredte børn, og hvor ville jeg bare have ønsket, at jeg havde hørt nogle flere af dem. Misforstå mig ikke, denne sygdom er ondskabsfuld, og behandlingen er hård som bare fanden. Men medier og mennesker: Kom nu også med de gode beretninger i stedet for de fatale. Bare så man ved, at der findes helbredelse. E klarer sin behandling godt, hun hygger sig på Rigshospitalet, og vi har fået nye, gode venner og lært en masse mennesker at kende. Når vi er på Riget, holder vi nogle gange ”Riget-dage”. Så er vi der en halv dag, hvor E er til blodprøver, og hvor vi bare tager vores tid. Så får vi kaffe, mælk med noget lækkert til og så har hun tid til at lege. Vi har jo ikke noget, vi skal nå. Derved er Riget ikke noget, man skal frygte, men også et sjovt sted at være. Men børn dør også… og vi har prøvet at miste en ven på Riget. Det rammer en som en mavepuster, for man er en stor familie derinde. Da husker man på, at døden spadserer rundt på gangene… ”Han” har været der et par gange, imens vi har været indlagt (på vores afdeling er der alle slags kræftformer). Man ved, når det er ved at være tid, man kan se det på de mange pårørende, der kommer for at tage afsked, de har et helt særligt blik i deres øjne. Mit hjerte strammer som en knude, når man ved, det er ved at ske. Og når jeg er alene på E’s stue, og hun sover (græder ikke foran hende), så fælder jeg en tåre. Det er hårdt at bære, for det er ens værste frygt at miste sit barn, og man ønsker det heller for andre.Jeg er blevet mere afklaret med døden, men vi er ikke venner. For ”han” må gerne holde sig væk, indtil man er gammel og har oplevet et helt liv.

Vi er gået fra tre til fire personer i husstanden.
Den 9.9.18 kom lillesøster til verden, en fødsel der tog 2 timer og 15 minutter. Fødslen gik super og i ekspresfart, alt intakt “downunder”. Så der var “meget god vind i sejlene”.
To dage efter fødslen var lillesøster med på hospitalet igen, denne gang skulle storesøster i narkose, så hun kunne få kemo i spinalvæsken. Dette er en del af hendes leukæmibehandling. De efterfølgende 6 uger var storesøster meget på hospitalet for at få kemo. Derudover fik hun derhjemme meget medicin, som gjorde, at hun fik humørsvingninger, og at hun krævede ekstra meget opmærksomhed på alle måder. Så mor og svigermor (som begge bor i Odense), kom på skift til forstaden for at hjælpe til. I de 6 uger var jeg mælkedunk for lillesøster og kramme-/trøstebamse for storesøster.
Da vi kom ud på den anden side, eller det troede vi, blev storesøster syg med høj feber. For et barn, der har nedsat immunforsvar, er det ikke godt. Der blev taget blodprøver, noget af det dyrket og hun blev tilset af en læge. Det korte og det lange af det hele er, at hendes feber ikke faldt, og at hun brugte for mange kræfter på at trække vejret. Hendes ilt i blodet var lavt og pulsen høj. Da man skulle finde ud af, hvad der drillede hende, blev hun podet, røntgenfotograferet og endda CT-scannet Lægerne var inde på, om det kunne være væske i lungerne, influenza, lungebetændelse, svamp i lungerne and you name it. Efter en smuttur på semi-intensiv, faldt hendes feber, og alt lysnede. En kikkertundersøgelse af lungerne blev sløjfet, da man havde fundet ud af, at det var en lungebetændelse og to virusser, der drillede hende.
Hele denne rutsjetur standsede endelig, og lillesøster havde været med hele vejen. Hun var ganske tilfreds med at sove i sin barnevogn inde på Elenas stue på Riget.
Så dejligt at kunne komme hjem og begynde at få så normal en hverdag som muligt. Lige nu er der ro på i forstaden. Jeg har tid til at nyde lillesøster og trække vejret lettere. Fjolle med mine piger og gå aftenture med storesøster og have fortrolige snakke.
Er fan af denne ro, fan af den ekstra tid jeg har med mine piger. Der kom noget godt ud af det meget sure.
Men med et leukæmibarn, er man altid i fuld beredskab.