Ro på i forstaden

Vi er gået fra tre til fire personer i husstanden. Den 9.9.18 kom lillesøster til verden, en fødsel der tog 2 timer og 15 minutter. Fødslen gik super og i ekspresfart, alt intakt “downunder”. Så der var “meget god vind i sejlene”. To dage efter fødslen var lillesøster med på hospitalet igen, denne gang skulle storesøster i narkose, så hun kunne få kemo i spinalvæsken. Dette er en del af hendes leukæmibehandling. De efterfølgende 6 uger var storesøster meget på hospitalet for at få kemo. Derudover fik hun derhjemme meget medicin, som gjorde, at hun fik humørsvingninger, og at hun krævede ekstra meget opmærksomhed på alle måder. Så mor og svigermor (som begge bor i Odense), kom på skift til forstaden for at hjælpe til. I de 6 uger var jeg mælkedunk for lillesøster og kramme-/trøstebamse for storesøster. Da vi kom ud på den anden side, eller det troede vi, blev storesøster syg med høj feber. For et barn, der har nedsat immunforsvar, er det ikke godt. Der blev taget blodprøver, noget af det dyrket og hun blev tilset af en læge. Det korte og det lange af det hele er, at hendes feber ikke faldt, og at hun brugte for mange kræfter på at trække vejret. Hendes ilt i blodet var lavt og pulsen høj. Da man skulle finde ud af, hvad der drillede hende, blev hun podet, røntgenfotograferet og endda CT-scannet Lægerne var inde på, om det kunne være væske i lungerne, influenza, lungebetændelse, svamp i lungerne and you name it. Efter en smuttur på semi-intensiv, faldt hendes feber, og alt lysnede. En kikkertundersøgelse af lungerne blev sløjfet, da man havde fundet ud af, at det var en lungebetændelse og to virusser, der drillede hende. Hele denne rutsjetur standsede endelig, og lillesøster havde været med hele vejen. Hun var ganske tilfreds med at sove i sin barnevogn inde på Elenas stue på Riget. Så dejligt at kunne komme hjem og begynde at få så normal en hverdag som muligt. Lige nu er der ro på i forstaden. Jeg har tid til at nyde lillesøster og trække vejret lettere. Fjolle med mine piger og gå aftenture med storesøster og have fortrolige snakke. Er fan af denne ro, fan af den ekstra tid jeg har med mine piger. Der kom noget godt ud af det meget sure. Men med et leukæmibarn, er man altid i fuld beredskab.

1 kommentar til “Ro på i forstaden”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *