Frygten stikker nogle gange sit grimme fjæs frem.
Frygten for at min 5-årige datter, som er færdigbehandlet for leukæmi i januar 2020, skal få et tilbagefald.
Frygten for at hun skal igennem endnu en behandling.
Frygten for at hun ikke kan starte i skole sammen med sine kammerater.
Frygten for at hun skulle gå glip af en masse ting i livet.
Frygten for at skulle miste hende …
Hvordan kan man nogensinde klare sådan et tab? Jeg ved det ikke, men det er der desværre mange andre, der gør, og i mit hjerte græder jeg så inderligt for de forældre.
Vi er altid i højeste beredskab, når det gælder Store E, det ligger sådan latent på rygraden … man mærker ikke så meget til det i det daglige, men nogle hændelser kan gøre, at beredskabet bliver udløst.
Så hamrer ens hjerte af sted, hele ens krop trækker sig sammen, og ens tanker løber fuldkommen løbsk. Lige pludselig fyldes man med tvangstanker og frygt.
Heldigvis sker det ikke så ofte, for beredskabet er for det meste på standby.
De gode minder har nemlig checket ind i vore sind sammen med alle de sunde tanker om det dejlige liv, vi trods alt lever og ikke mindst forventningerne om alle de gode oplevelser, der venter.
2 Kommentarer
Kære Martine. Det må være det værste i verden at miste. Når man får børn bliver man så ekstrem sårbar som menneske.
Hvor er jeg lykkelig for at Elena har det godt – at I har det godt. Håber virkelig at vores familier mødes en dag ❤️
Kære Michelle.
Godt sagt, ja man bliver så sårbar, når man får børn. Man vil jo vitterligt, gå igennem ild og vand for dem.
Tak for din hilsen, du er savnet. 2021 er året hvor vores familier mødes, det får vi til at ske.