Det lykkedes desværre ikke for os, det med at holde fast i vores lille familie på godt og på ondt.
At komme dertil, hvor man tænker: ”det her forhold går ikke” og så tage den endelig beslutning om et ”ophør” af ens familie og forhold, det er svært, og det er ikke beslutning, der bliver taget ”overnight”.
Personligt ville jeg gerne have haft samme slags kernefamilie, som jeg selv er opvokset i.
Så hvilket signal er det, man sender til ens børn med skænderier og manglende kærlige berøringer? De skal ikke tro, at det er sådan, at et forhold skal være. De skal vide, at de skal tales til på en ordentlig måde, også af deres kommende kæreste.
Så Parcelhusfar og jeg tog beslutningen om at gå fra hinanden som venner. Efter, den beslutning blev taget, er det ligesom, der er en sky, der er lettet. To gange har store E kommenteret: ”mor og far skændes ikke mere”, og det er da bemærkelsesværdigt. Så lige der må man sige, at vi er på rette vej.
Men en ulykke kommer sjældent alene, og hvorfor er det lige, at det er sådan?
Huset blev hurtigt solgt, eller det troede vi, men køber sprang fra. Jeg må indrømme, at det ikke gjorde mig det helt store, det var nærmest bare en lille irritation.
Det, der rev alle vore hjerter ud, var, at vi blev nødt til at tage beslutningen om, at vores hund Pelé skulle aflives. Det var ellers ham, som skulle have været med på nye eventyr, for han har altid fulgt mig.
Men når man er en hund på fine 15 år og ens smertestillende medicin ikke hjælper på ens smerter mere pga. slidgigt, bliver det hurtigt et hundeliv, der ikke mere er værdigt.
Pelé har hele sit liv løbet, hoppet og sprunget rundt, og pludseligt fra den ene dag til den anden gik det hurtigt ned ad bakke.
Så fredag den 4. februar sad jeg med tungt hjerte og med ham på skødet i bil på vej til dyrlægen – hans sidste tur. Vores lille familie, hans lille flok, var med på hans sidste rejse.
Min mor var kommet fra Odense og mødtes med os ved dyrlægen.
Vi fik taget kærligt afsked, Pelé gik logrende rundt iblandt sine mennesker. Han sov ind hos mig, og vi græd alle sammen meget.
Parcelhusfar og jeg så på hinanden, sorgen skyllede som en voldsom bølge ind over os begge, og vi vidste, hvordan vi hver især havde det. Det var en sidste begivenhed på hans og min rejse, vi også lige skulle nå at dele. Vi ville ikke have delt den med nogen andre.
Bagefter inviterede min mor på gravøl, det var rart, så kunne vi afslutte dagen på en ordentlig måde.
14 dage efter aflivningen kom Pelé hjem i sin fine urne. Hjem til et hus, som skal sælges og snart ikke mere er vort fælles hjem. Nogle gange tænker jeg på, om han vidste, hvad der var ved at ske i vores familie, og at han derfor sagde stop. For hans rejse skulle ende hos os, imens vi stadig var en samlet flok.
Ja, hvem ved …
Det hele bliver afsluttet nu på en pæn måde. Så må vi se, hvad fremtiden bringer af nye muligheder for os begge.