Høste, ideer og inspiration
I min sommerferie (som jeg allerede har holdt) var jeg bl.a. et smut forbi min familie i det jyske.
Så for første gang min kusines helt fantastiske hus i Hjørring, det osede af hygge og eventyr. Hun er uddannet kok, så hun havde disket op med de lækreste ting. I hendes køkkenvindue stod der kryddereddiker, som hun var ved at lave. Så yndigt og pænt at se på, havde lyst til at pille ved det hele og dufte. Men man har jo manerer 🙂
Jeg besøgte også hendes mor, min faster, som laver bjesk (brændevin krydret med forskellige urter, bær eller frugter). Under vores besøg serverede hun rabarbermarmelade, som var en familieopskrift.
Da vi kom hjem fra Jylland, var vores have sprunget meget mere ud. Køkkenhaven havde haft så meget vokseværk, at det begyndte at krible i mine hænder, for hvor ville jeg gerne høste og kokkerer diverse ting lige på stedet.
Dagen efter vi kom hjem, var jeg i haven, da den bette sov. Som man kan se på billedet, fik jeg plukket solbær, rabarber (de har været sprunget ud i snart 2 måneder) og mynte.
Jeg var så inspireret af min tur til Jylland, at jeg har prøvet kræfter med en myntekryddereddike. Det er allerførste gang, så jeg er godt spændt på, om det er knald eller fald med den.
Selvfølgelig skulle jeg også lave rabarbermarmelade, den smager så fantastisk, at både manden og den bette lapper det i sig. Det gode er, at der ikke er noget”fake”, E’er eller andet lort (ja det skrev jeg) i. For en økomutter som mi, er det toppen.
Så kørte jeg lidt ”free style” og slappede af med at lave en helt fantastisk solbær/rabarber-juice (se opskrift på min Facebook-side).
Om aftenen fik vi steget grøntsager, hvor der bl.a. var squash fra haven i.
Jeg elsker mit madkammer og glæder mig til weekenden, hvor jeg håber, der er kommet flere modne solbær.
Sikke en lykke i den meget grønne parcelhushave.