Sommer og have “tæmning”
Vi går anden sommersæson i møde i vores parcelhuspalads. Vores have er blevet ”tæmmet”, men den oser stadig af grøn jungle.
Vores træer skyder på livet løs, rabarberbedet er gået amok, og jeg er ved at få lagt sidste hånd på mine højbede.
Manden har fået lagt fliser, erhvervet sig en kæmpe grill og der står et spritnyt havebord med tilhørende stole på de fine fliser.
Men der er stadig masser af projekter! For enden af vores hus er der en lidt gemt og glemt have. Der står det gamle hønsehus, imellem fliserne gror der en masse grønt, og der er et bed med alverdens grønne planter og vilde jordbær. ”I have a dream” om at jeg kan udvide min køkkenhave der, og at vi næste år kan blive selvforsynende hele sommerhalvåret. Alle de gamle fliser vil jeg pille op, og de kan blive brugt til højbede. Derudover ville det hønsehus jeg fabler meget om, også kunne stå der.
Men vi får at se, jeg har ikke enevælde på matriklen. Manden vil lægge en træterrasse, men den kan jo ikke spises 🙂
Vi er begge fyldt med ideer, og det er simpelthen dejligt, at man kan få lov at udvikle, bygge og bare være kreativ.
Hej sommer, velkommen til dig.