Ved vejens ende …

… altså min store datters ”leukæmi-vej”.
Den 17. januar 2020 er 2 ½ års behandling slut, tiden er fløjet af sted og sikke en rejse, det har været – på godt og ondt.

Det gode har været, at jeg har været så meget sammen med min datter og har kunnet være med til at skabe gode minder fra Rigshospitalet for hende. Hun frygter ikke narkose, at blive stukket, hun har fået sandheden at vide om, hvad der skulle ske med hende. Så hun holder af at være på Riget og savner at være derinde, ligesom mig. Er så stolt af hende og elsker al den alenetid, jeg har haft med hende.
Det onde er så de børn, som ikke har klaret det eller har haft et hårdt forløb. Man har fældet en tåre for dem, og ens hjerte bliver til en knude, samtidig med at man har kraftigt hjertebanken.

For ligeså positiv man er, ligeså godt ved man, hvad der kan ske – for intet er sikkert.
Men som sagt, så skal hun snart indtage den sidste kemo.

Et nyt kapitel begynder i vort liv, især i mit.
Jeg skal tilbage på arbejdet, og imens jeg gik hjemme med min store datter, fik jeg en datter til. Har der været nok at se til? Ja, mine dage har langt fra været kedelige.
Men igennem denne process har jeg lært mig selv endnu bedre at kende. Jeg er nok blevet endnu mere hård … hård på den måde, at min stress-tærskel har rykket sig markant. Så når nogen mener, det er hårdt, synes jeg bare, de pylrer eller skal tage sig sammen.
Jeg har også fået en ny familie, men ser dem ikke så ofte, det er Riget-familien – vi der har været på en rejse, som vi ikke troede, vi skulle på. Dem med syge børn, som kunne komme til at dø, ens mareridt. Vi har grædt, grint og boet sammen på ”kollektiv Riget 5054”.
Nu står vi ved begyndelsen til en ny vej, det bliver spændende, hvor den fører hen, men jeg er sikker på, at den er brolagt med glæde.