Da min datter blev syg…
Det sker for andre, ikke for mig. Sådan har man det med alvorlige sygdomme og ulykker, man hører altid om, at det sker for andre.
Denne her gang var det bare ikke sådan, for vi sad i juli og fik at vide, at vores lille datter havde leukæmi.
Min verden stoppede lige der, og jeg troede aldrig, at jeg ville kunne komme videre. Jeg var overbevist om, at mit barn skulle dø, mit livs største kærlighed. Hende spilopmageren som jeg lige havde haft den bedste ferie med, som var (og stadig er) frygtløs, fræk og den sjoveste, jeg kender.
Hende som jeg havde siddet og jublet over, da hun tog sine første skridt. Hende som gav (og giver) de dejligste kys og elsker at putte sig ind til dig.
Men livet gik ikke i stå, for hun er i behandling, og tre måneder inde i behandlingen går det godt. Hun klarer bivirkningerne af kemoen til et ug og er sit vanlige jeg, der bl.a. inkluderer en masse energi og evig eventyrlyst.
Så da hun ikke går i vuggestue, skal jeg sørge for, at hun bliver aktiveret og stimuleret.
Jeg er privilegeret, at jeg har så meget tid sammen med min datter. I stedet for at se negativt på hele denne her situation (som vi ikke kan komme udenom), så har jeg taget den positive vej.
Jeg er min datters vogter, det lyder cliché-agtigt – men sandt er det.
Farvel dumme celler, vi ses aldrig igen.
Foreningen for cancerramte børn hjælper og støtter, læs mere på www.cancerbarn.dk – dem kan du støtte.